Events i Charlottehaven

At få taget til at lette – og tjekke ind og ud

Interne møder, workshops og konferencer stiller forskellige krav til arrangør og deltager både i forhold til forventning, udbytte og involvering. Men fælles for alle møder er, at deltagerne skal føle sig velkomne og engagerede for at få noget ud af dagen.

Ved mindre møder giver det sig selv, at vi ved, hvem hinanden er og introducerer os for hinanden – men hvordan løser vi det ved større møder? Er det nok at sige varmt velkommen ved registreringsbordet, eller kan vi gøre mere for at skærpe deltagernes opmærksomhed allerede i begyndelsen af dagen?

En lille øvelse kan nemt gennemføres ved alle mødetyper, nemlig Check in*. Øvelsen kan foretages enten, ved at deltagerne sidder på deres pladser, eller ved at de rejser sig og står i en cirkel.

Herefter skal de svare på nogle spørgsmål, som naturligvis afhænger af situationen, men som oftest fungere som en slags forventningsafstemning. Først beder du deltagerne om kort at sige et par ord om sig selv og derefter beskrive deres forventninger til dagen, spørgsmålet kan fx være ”Hvad er den vigtigste årsag til, at du er her i dag” eller ”Hvad vil du gerne have ud af dagen i dag?”

Jeg har personligt gennemført denne lille øvelse i forsamlinger med over 100 deltagere, og taget er altid ved at lette om morgenen, når hele salen summer af forventning – ofte er det endda svært at få stoppet folk igen og komme i gang med det skemalagte program.

Øvelsen kan tage mellem 2 og 20 minutter afhængig af den tid, der er til rådighed og mødets type.

Det samme kan gentages sidst på dagen, hvor deltagerne ”tjekker ud”, og enten i plenum eller i grupper beskriver, hvad de tager med sig fra dagen.

En hurtig og nem måde at få alle til at føle sig velkomne og involvere alle deltagere ved dagens begyndelse og slutning.

*Øvelserne er beskrevet i Pia Halkier Bjerring & Annika Linden: Anerkendende Procesøvelser

INVOLVERING ER LÆRERIGTET er vores leveregel # 3 i Charlottehaven:
De fleste lærer mindre og har vanskeligere ved at huske, når de sidder ned og lytter passivt. Derfor kan det være en god ide at skabe et afvekslende og involverende læringsmiljø.


Af Christine Skovgaard, Afdelingschef i Nohrcon, i samarbejde med Charlottehaven