Events i Charlottehaven

Pauser med mening

Hvordan er det nu med de pauser? Hvor meget har mødedeltagerne egentlig brug for, og hvad skal der ske i pausen?

Som mødeplanlægger ser vi ofte pausen som noget hurtigt klaret – vi skriver PAUSE i programmet, så er den ordnet, og vi kan gå videre til det væsentlige; indholdet i arrangementet.

Men vi skal hele tiden huske os selv på, at pausen for deltagerne kan være dagens vigtigste øjeblik – pausen er der, hvor der er mulighed for at snakke med nogle af de andre deltagere, og måske en unik chance for at finde nye samarbejdspartnere og skabe værdifulde kontakter.

Skal vi så ikke sørge for, at deltagerne er aktiverede i pausen? Så det er lettere for dem at komme i kontakt med hinanden fx ved at stille dem nogle spørgsmål, de skal tage med ud og diskutere? Det kan være en rigtig god mulighed, men det er måske bedre at lægge dette ind, som en del af programmet – den tid der er planlagt, sådan at vi skelner mellem egentlige pauser og planlagt tid.

Vi ved, at vi faktisk ikke kan lytte i mere end 42 minutter ad gangen, så skal vi op at stå, vride kroppen lidt, og så er vi klar igen. Det kan være svært ved store arrangementer at holde decideret pause hvert 42. minut – ja nærmest logistisk umuligt, da det tage tid at få folk ind og ud af lokalet.
Programmet kan derfor i stedet tilrettelægges med små strække ben-sessioner ind i mellem, eller blot ved at bede deltagerne rejse sig og snakke lidt sammen om noget fagligt mellem to indlæg. Derved bliver de aktiveret og får lidt ny energi til næste faglige indlæg.
Vi tilbyder også små, guidede Mind Optimizers på 15 eller 30 min, som sørger for at holde deltagerne engagerede og motiverede til dagens agenda. Der findes masser af simple øvelser, som kan udvikle hjernes potentiale og sikre, at deltagerne får mest muligt med hjem. Øvelserne er også tilgængelige i et lille hæfte i lokalerne.

De egentlige pauser, der, hvor der står PAUSE i programmet – der skal deltagerne have tid til at tjekke telefonen, få talt sammen, nå at strække benene fx med en rask gåtur i vores have. Men hvor lang skal den pause så være? – Det er en balancegang og et svært spørgsmål at besvare. Længden af pausen afhænger helt af arrangementets størrelse og karakter. Og, om det er et arrangement, der bliver afholdt hos et konferencecenter, i mødelokaler eller hos et kursuscenter. Men et godt bud er omkring 15-30 minutter. Kortere tid kan næsten ikke lade sig gøre, hvis alle deltagere skal nå at have en kop kaffe, og ved længere pauser risikerer man, at deltagerne bliver rastløse og føler, at deres tid bliver spildt på pauser hele dagen.

Et er i hvert fald sikkert: Pausen kræver mange overvejelser, og det lille ord ”pause” i programmet råber på vores opmærksomhed i planlægningsfasen.

Pauser med mening er vores leveregel nummer 4.


Af Christine Skovgaard, Afdelingschef i Nohrcon, i samarbejde med Charlottehaven